Allan

Allan er en stavningsvariant af det keltiske Alan, som nåede Danmark ad britisk og kontinentaleuropæisk vej. Grundformen Alan bruges i keltisk tradition og er belagt i Bretagne, England og Skotland i mange århundreder. Betydningen diskuteres stadig blandt navneforskere, men de hyppigst citerede fortolkninger er "harmoni", "fred" og "lille klippe". Den dobbelte l i stavningen Allan er særlig udbredt i de nordiske lande og i en del engelsksprogede lande, og det er denne form, der slog igennem i Danmark.

Navnets popularitetskurve fortæller en klar historie. I 1985 lå Allan på en 32. plads blandt drengnavne til nyfødte med 194 nye bærere det år, og det placerede det solidt blandt tidens foretrukne navne. Herefter fulgte en gradvis og uafbrudt tilbagegang: i 1990 var antallet nede på 68, i 1995 på 55, og efter årtusindskiftet talte de nyfødte Allan'er kun i enkeltcifre pr. år. I dag gives navnet til meget få nyfødte, men de godt 16.000 danskere der bærer det, vidner om, at det i sin storhedstid var et navn med bred folkelig appel.

Allan hører hjemme i det der kan kaldes den klassiske efterkrigsgeneration af drengnavne, en gruppe korte, ukomplicerede navne der lød moderne i 1960'erne og 1970'erne og nåede deres peak i 1980'erne. Navnet udtales præcis som det staves, og den enkle lyd uden hårde konsonantklynger har givetvis bidraget til dets udbredelse. Det signalerer en generation snarere end en bestemt livsstil, og det forbindes i dag primært med mænd i 40'erne, 50'erne og 60'erne.

Nært beslægtede navne er Alan (den internationale grundform), Alain (den franske variant) og Allen (en angelsaksisk stavemåde). I dansk sammenhæng er det dog Allan med dobbelt l der har domineret. Navnet gives stadig til enkelte nyfødte hvert år, men det er i dag et gammelt navn i den forstand, at det bæres af et bredt udsnit af befolkningen snarere end af de yngste generationer.