André

André er den franske form af Andreas, som har rødder i det oldgræske ord for "mand" eller "det mandige". Grundformen Andreas er et af de ældste kristne navne overhovedet, da den hellige Andreas var apostlen Simon Peters bror og en af Jesu første disciple. Gennem middelalderen spredte Andreas-navnets mange varianter sig over hele Europa, og den franske version André blev over tid et selvstændigt navn med sin egen identitet og klang.

I Danmark har André haft en svingende popularitet. Navnet lå stabilt i 1980'erne og 1990'ernes begyndelse med 5-11 nyfødte om året, men oplevede et markant hop i 1997, hvor 45 drenge fik navnet og det nåede en placering som nummer 105 blandt årets drengnavne. Herefter dalede interessen, og i 2002-2003 kom en ny bølge med 22 nyfødte hvert af de to år. Fra midten af 2000'erne er tilslutningen gradvist aftaget, og i dag gives navnet kun til få nyfødte om året. I alt bærer ca. 1.514 danskere navnet.

André er et kort navn på blot fem bogstaver, og det franske accent-tegn over e'et giver det en tydelig international profil. Udtalen på dansk følger typisk den franske, med tryk på anden stavelse: an-DRAY. Forældrene, der vælger André i dag, søger ofte et navn der er genkendeligt og let at udtale på tværs af sprog, men som alligevel adskiller sig fra de mere ordinære former som Andreas eller Anders. Navnet signalerer en vis elegance og kosmopolitisk bevidsthed.

Nært beslægtede navne tæller Andreas (den latinsk-græske grundform), Anders (den nordiske og mest udbredte danske variant) samt den skandinaviske form Andrés. André fungerer godt som både første- og mellemnavn og er velkendt i mange europæiske lande, hvilket gør det til et oplagt valg for familier med internationale forbindelser.