Bent

Bent er en dansk kortform af det latinske Benedictus, som betyder "den velsignede". Navnet kom til Skandinavien via den katolske kirkes dyrkelse af den hellige Benedikt af Nursia, grundlæggeren af benediktinerordenen, der levede i det 5. og 6. århundrede. Den danske og nordiske form Bent er opstået som en folkelig tilpasning af det latinske navn og er i dag næsten udelukkende knyttet til dansk og nordisk navnetradition.

Navnets popularitet i Danmark toppede i årtier fra 1930'erne til 1960'erne, hvor det hørte til de mest populære drengenavsne. Siden da har det oplevet en markant tilbagegang. Allerede i 1985 lå det på en rang som #233 blandt nyfødte med blot 7 drenge, og fra slutningen af 1990'erne og frem er antallet af nyfødte Bent reelt faldet til nul hvert år. I 2024 er rangplaceringen #870 blandt nyfødte, og navnet gives stort set ikke til børn i dag. Til gengæld bæres navnet af hele 16.142 danskere, hvilket afspejler dets historiske styrke.

Bent er et kort og markant navn på kun fem bogstaver, med en direkte og maskulin lyd der passer godt til den ældre generation af danske mænd. Det hører hjemme i samme navnekreds som Svend, Knud og Preben og signalerer en solid dansk midterklasseidentitet fra efterkrigstidens Danmark. Navnet opleves i dag som alderstypisk og knyttes oftest til mænd over 60 år.

Nært beslægtede navne er Bendt, som er en alternativ stavemåde, samt det fulde latinske navn Benedikt og den internationale form Benedict. I Sverige bruges formen Bengt, mens det italienske Benedetto og det engelske Benedict er internationale paralleller med samme etymologiske oprindelse.