Connor

Connor er et irsk drengenavn med dybe rødder i keltisk kultur og historie. Det stammer fra det oldirske Conchobhar, sammensat af elementerne "con" (hund) og "cobhair" (begjæring eller hjælp), og tolkes oftest som "elsker af hunde" eller "høj vilje". Navnet bar en af de store konger i irsk mytologi, Conchobhar mac Nessa, der herskede over Ulster i de episke fortællinger om Cú Chulainn. Den anglificerede stavemåde Connor opstod efterhånden som irsk navnetradition spredte sig med den irske diaspora til England, USA, Canada og Australien, og i dag er Connor et af de mest genkendelige keltiske navne internationalt.

I Danmark er Connor aldrig blevet et udbredt navn, men det har haft en stille og stabil tilstedeværelse siden begyndelsen af 2000'erne. Ifølge Danmarks Statistik er der i alt 144 mænd og drenge i Danmark, der bærer navnet. Antallet af nyfødte med navnet har svinget år for år: i 2016 nåede det op på 7 nyfødte og rangerede som #446 blandt drengenavne, mens det i de seneste år ligger på 3-6 nyfødte årligt. Tallene viser, at Connor er et nichevalg i Danmark, der tiltrækker forældre med sans for internationalt klingende navne snarere end et navn i den brede mainstream.

Connor egner sig til forældre, der søger et drengenavn med irsk eller keltisk baggrund, men som samtidig er let at udtale og stave for danskere. Udtalen er enkel: "KON-er", og navnet rejser ingen udfordringer i det danske skolesystem eller hverdagsliv. Det signalerer en kobling til den engelsktalende verden og til irsk kulturarv, uden at være fremmedartet eller svært tilgængeligt. Stavevarianter som Conor (den mere traditionelt irske stavemåde) og Konnor forekommer også, men Connor er den klart mest udbredte form globalt og den, man oftest møder i Danmark.

Som drengenavn har Connor en markant og selvbevidst klang, der passer godt til et barn, der vokser op i en verden med stærke internationale forbindelser. Det er hverken et nordisk navn eller et klassisk dansk navn, men netop dét er en del af dets appel for de familier, der vælger det.