Henrik

Henrik er et gammelt germansk navn, der har været brugt i Danmark i flere hundrede år. Det stammer fra det tyske og nordiske Heimrich, sammensat af "heim" (hjem) og "ric" (hersker, magt), og betyder altså "hersker over hjemmet" eller "den mægtige". Navnet kom til Skandinavien via tyske og middelhøjtyske forbindelser og blev tidligt en integreret del af det danske navnerepertoire. Det latinske modstykke er Henricus, og den engelske variant er Henry.

Navnets historiske udbredelse i Danmark er betydelig. I 1985 var Henrik det 19. mest populære drengenavn med 446 nyfødte, og det holdt sig i top 40 frem til begyndelsen af 1990'erne. Herefter begyndte en markant tilbagegang: i år 2000 fik kun 54 drenge navnet, og fra 2010 og frem er antallet kravlet ned under 15 nyfødte om året. I de seneste år er det ganske sjældent at se Henrik på gebyrlisterne, med blot 8 nyfødte i 2024. Til gengæld bæres navnet i dag af over 40.000 danskere, hvilket gør det til et af de mest udbredte mandenavne i den samlede befolkning.

Henrik signalerer tradition og soliditet. Det er et navn, der forbindes med en generation af danske mænd født fra 1950'erne til 1980'erne, og som mange danskere møder i arbejdslivet, i familien og i historien. Navnet har kongelig klang i Danmark, ikke mindst takket være Prins Henrik, der bar det gennem årtier som en del af det danske kongehus. Det giver navnet en vis fornemmelse af stand og klassisk maskulinitet uden at virke gammeldags på den tunge måde.

Stavemæssigt er Henrik den klart dominerende form i Danmark, mens varianter som Henric og Hindrik er sjældne. Den svenske stavemåde Henrik er identisk, mens Henry bruges i engelsktalende lande og i stigende grad også herhjemme som et mere moderne alternativ. Kortformen Henning er et selvstændigt beslægtet navn med samme germanske rod.