Kent

Kent stammer oprindeligt fra et engelsk stednavn, der refererer til grevskabet Kent i det sydøstlige England. Det keltiske "Cantium" lå til grund for stedsnavnet, som romerne kendte, og som sandsynligvis har haft en betydning i retning af "kystland". Som fornavn begyndte Kent at blive brugt i engelsktalende lande i det 20. århundrede, hvor stednavne som fornavne var en udbredt tradition, og navnet spredte sig derfra til Skandinavien.

I Danmark oplevede Kent sin storhedstid i 1980'erne. I 1985 blev 46 drenge kaldt Kent, og navnet lå på en samlet placering som nr. 90 blandt drengenavne det år. Frem til begyndelsen af 1990'erne holdt det sig i den øvre halvdel af navnelisterne, men fra midten af årtiet faldt populariteten markant. Fra slutningen af 1990'erne og frem til i dag er der i praksis ingen nyfødte, der får navnet. I hele befolkningen bærer knap 3.500 danskere navnet, men det er en generation, der primært er vokset op i 1970'erne og 1980'erne.

Navnet er kort og enkelt med kun fem bogstaver, og det har et friskt, maskulint udtryk. Det minder lydmæssigt om navne som Ken og Kevin, der ligeledes var populære i Skandinavien i samme periode. Kent signalerer i dag en tydelig generationstilknytning og vil af mange blive forbundet med mænd født i 1970'erne og 1980'erne.