Lars

Lars er den skandinaviske kortform af Laurentius, som igen stammer fra det latinske Laurentius, afledt af stedsnavnet Laurentum i det antikke Italien. Laurentum forbindes med laurbær, og laurbærkransen var i romersk og græsk tradition et symbol på sejr, ære og hæder. Navnet kom til Skandinavien med kristendommen, bl.a. via den hellige Laurentius, en af den tidlige kirkes mest fremtrædende martyrer, der ifølge traditionen led martyrdøden i Rom i år 258. I Danmark blev formen Lars den helt dominerende variant og har siden middelalderen været et af de mest udbredte mandlige fornavne i landet.

Popularitetsmæssigt nåede Lars sit absolutte højdepunkt i løbet af efterkrigstiden og frem til 1980erne. Så sent som i 1985 fik 439 nyfødte drenge navnet, og det lå da som nr. 21 på listen over de mest populære drengenavne. Herefter begyndte en markant nedgang: i 1995 var antallet faldet til 101 nyfødte, og i 2006 fik blot 11 drenge navnet. De seneste år har Lars ligget meget lavt, med typisk under 10 nyfødte om året. Det afspejler en generel tendens, hvor navne der var dominerende for 40-50 år siden, i dag stort set ikke gives til børn. Til gengæld bæres Lars af hele 42.961 danskere, hvilket giver det en 3. plads i den samlede befolkning.

Som navn signalerer Lars noget genkendeligt og jordnært. Det er kort, letudtalt og har ingen stavevarianter af betydning på dansk, selvom beslægtede former som Laurits, Laurids og Lasse også har haft stor udbredelse i Danmark. I de øvrige nordiske lande kendes formen Lars ligeledes, mens svensk og norsk har samme stavemåde. Internationalt svarer det til Lawrence (engelsk), Lorenzo (italiensk/spansk) og Laurent (fransk). Navnet er aldrig gået af mode som kulturelt referencepunkt: kendte bærere som Lars Løkke Rasmussen og utallige fremtrædende danskere inden for sport, erhvervsliv og kultur har holdt navnet synligt i den kollektive bevidsthed.

I dag vælger de fleste forældre Lars fra til nyfødte, da det føles stærkt forbundet med en bestemt generation. Men netop denne generations-tyngde kan med tiden vende, og navnet har de forudsætninger der skal til for et klassisk comeback: det er kort, klart og forankret i dansk og nordisk navnetradition.