Ludvig

Ludvig er den danske og tyske form af det germanske navn Hludwig, der er sammensat af de to elementer hlud, som betyder 'berømt' eller 'højlydt', og wig, som betyder 'kamp'. Navnet bærer altså betydningen 'berømt i kamp' og tilhører den store gruppe af germanske navne, der beskriver krigeriske dyder. Via latinsk Ludovicus og fransk Louis spredte navnet sig over hele Europa i middelalderen og blev særligt knyttet til kongelige dynastier i Frankrig, Bayern og Skandinavien.

I Danmark er Ludvig uløseligt forbundet med kongehuset. Navnet bares af flere danske og tyske fyrster og har en tydelig aristokratisk klang, der har holdt det i live selv i perioder, hvor det ikke stod øverst på navnelisterne. I løbet af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne var antallet af nyfødte Ludvig'er meget beskedent, men fra midten af 1990'erne begyndte interessen at vende. I 1994 fik 10 drenge navnet, og væksten fortsatte støt: i 2000 var tallet oppe på 29, og i 2010 nåede det 103 nyfødte. Toppen blev nået i 2011 med 118 nyfødte og en placering som nummer 69 på den samlede rangliste. Siden har tallet stabiliseret sig i omegnen af 85-116 nyfødte om året, og i 2024 lå navnet på en plads som nummer 92 med 85 nyfødte.

Ludvig signalerer tyngde og historisk bevidsthed. Det er et navn, der vælges af forældre, som sætter pris på traditioner uden at ty til de allermest gængse navne. Det er hverken moderigtigt i en flygtig forstand eller støvet og glemt, men befinder sig i en komfortabel mellemzone som et navn med karakter og substans. Udtalen er dansk og umiddelbar: [ˈluðvi], og navnet kræver ingen forklaring i en dansk sammenhæng.

Nært beslægtede navne tæller det franske Louis, det latinske Ludovicus og det engelske Lewis eller Louis, som alle deler den samme germanske rod. I Skandinavien kendes også den svenske stavemåde Ludvig, der er identisk med den danske, mens nordmænd ligeledes bruger formen Ludvig. Kortformen Luffe har historisk været brugt i uformelle sammenhænge i Danmark.