Søren

Søren er den danske form af det latinske Severinus, afledt af severus med betydningen "streng" eller "alvorlig". Navnet kom til Danmark via den kristne tradition og helgenen Sankt Severinus, og det har været et fast indslag i dansk navngivning siden middelalderen. Den nordiske tilpasning af udtalen og stavningen har gjort Søren til et udpræget dansk navn, der knapt kendes uden for Skandinavien.

Popularitetsmæssigt nåede Søren sit toppunkt i nyere tid i 1980'erne, hvor det lå på en 11.-13. plads blandt alle drengenavne med over 500 nyfødte om året. Herefter fulgte en lang og støt nedgang: i 2000 fik 194 drenge navnet, i 2007 blot 52, og i de seneste år ligger antallet typisk på 14-21 nyfødte om året. I dag rangerer det som nr. 281 blandt nyfødte drenge, mens det er nr. 7 i den samlede befolkning med hele 38.393 bærere. Den kontrast fortæller meget om navnets historik: det præger stadig det danske samfund, men vælges sjældent til børn født i dag.

Søren signalerer en klassisk, jordnær og typisk dansk identitet. Mange forbinder navnet med filosoffen Søren Kierkegaard, hvilket giver det en vis intellektuel klang. Det er kort og enkelt at udtale, og det har ingen oplagte stavevarianter på dansk. I Sverige ses formen Sören, og i resten af verden er navnet nærmest ukendt, hvilket understreger dets særlige status som et genuint dansk navn.

I dag vælges Søren primært af forældre, der ønsker at knytte an til dansk kulturarv og tradition. Det er et gammelt navn i den forstand, at det gives meget sjældent til nyfødte nu, men det er langt fra glemt. Dets kombination af kort form, let udtale og tung historisk ballast gør det til et navn med en særlig plads i dansk navnekultur.