Willum

Willum er den middelalderlige danske stavning af det germanske navn Wilhelm, der på sin side er sammensat af oldtysk willo (vilje) og helm (hjelm, beskyttelse). Formen Willum var udbredt i Danmark i senmiddelalderen og optræder i gamle kirkebøger og adelsslægter, inden den gradvist blev fortrængt af den tyske stavemåde Wilhelm. I dag fungerer Willum som en genoplivet, historisk variant med et klart nordisk præg.

Popularitetsmæssigt lå navnet i årtier nærmest i dvale. Fra midten af 1980erne til begyndelsen af 2000erne blev der reelt ikke registreret nyfødte med navnet i Danmarks Statistiks opgørelser. Det ændrede sig markant fra 2006, hvor fire nyfødte drenge fik navnet, og stigningen fortsatte støt frem mod 2015, hvor 42 drenge fik navnet og rangeringen nåede op på #141. Siden har tallene svinget en del, men Willum holder sig stabilt som et middelpopulært drengenavn med 21 nyfødte i 2024 og en samlet placering som #219 blandt drenge.

Navnet signalerer historisk bevidsthed og en interesse for den danske kulturarv. Det er ikke et navn, man finder på de absolutte toplister, og det tiltaler typisk forældre, der ønsker noget med dybde og karakter uden at vælge et navn, alle andre også vælger. Lydbilledet er markant med det bløde dobbelt-l og den korte, klare ending, og navnet udtales naturligt på dansk uden fremmedartede elementer.

Stavevarianten Wilhelm er den internationalt udbredte form, mens Vilhelm er den officielle fornordiskede stavning, der historisk har været brugt af dansk kongehus. Willum skiller sig ud ved sin middelalderlige autenticitet og er i dag den mest distinkte af de tre varianter i dansk navnegivning.