Inga

Inga er et oldnordisk pigenavn, der stammer fra gudenavnet Ing, også kendt som Yngvi, en frugtbarhedsguddom i den germanske og nordiske mytologi. Ing optræder i angelsaksisk digtning og er formodentlig den samme guddom som den svenske Ingvi-Freyr, der dyrkedes vidt udbredt i Skandinavien. Inga fungerer som en selvstændig kortform af de mange sammensatte navne med dette led, fx Ingeborg, Ingrid og Ingemar, og har været i brug i Norden i mere end et årtusinde.

I Danmark var Inga et udbredt navn i første halvdel af 1900-tallet, hvor det tilhørte generationen af klassiske nordiske navne. I løbet af de seneste årtier af det 20. århundrede forsvandt det næsten helt fra navnelisterne over nyfødte, og fra midten af 1980'erne og frem til begyndelsen af 2010'erne lå antallet af nyfødte Inga'er tæt på nul de fleste år. Fra omkring 2015 begyndte en tydelig vending: i 2015 og 2016 fik 12 piger hvert år navnet, i 2017 steg det til 14, og i 2020 nåede det et foreløbigt højdepunkt med 17 nyfødte. Det seneste år tæller 10 nyfødte Inga'er, svarende til en placering som nummer 350 blandt pigenavne. I den samlede befolkning bæres navnet af knap 4.934 danskere, hvilket placerer det på nummer 138.

Inga tilhører den kategori af nordiske navne, som mange forældre i dag genopdager som et alternativ til mere udbredte navne. Det er et kort navn på kun fire bogstaver med en klar og enkel udtale, og det fungerer godt både alene og som fornavn foran et mellemnavne. Stilen er markant nordisk og historisk, uden at virke støvet, og det appellerer særligt til forældre, der ønsker et navn med reel forankring i skandinavisk kultur og vikingetidens navnetradition.

Stavemåden Inga er den almindelige danske og norske form, mens Inge er en nært beslægtet variant, der historisk har været endnu mere udbredt i Danmark. På Island og i Sverige bruges begge former. Inga findes desuden i tysk og finsk navnetradition, om end med samme nordiske oprindelse, og er et af de få vikingenavne der uden oversættelse er genkendeligt i store dele af Europa.