Irene

Irene stammer fra det oldgræske navn Eirene, der direkte betyder "fred". I den græske mytologi var Eirene en gudinde for fred og velstand, en af de tre Horaer, som styrede årstiderne og den sociale orden. Navnet gik tidligt ind i den kristne navnetradition, bl.a. fordi den byzantinske kejserinde Irene af Athen i det 8. århundrede bar det, og det spredte sig derfra til store dele af Europa. På dansk udtales det som tre stavelser: I-re-ne.

I Danmark var Irene tydeligst populært i perioden fra slutningen af 1950'erne til begyndelsen af 1980'erne. De historiske data viser, at navnet allerede i 1985 lå på en rang som #178 med 20 nyfødte piger, og at det herefter faldt støt. Fra slutningen af 1990'erne og ind i 2000'erne blev det givet til meget få børn pr. år, og i adskillige år, fx 2004, 2005, 2009 og 2010, registrerede Danmarks Statistik slet ingen nyfødte med navnet. Senest i 2024 lå Irene på plads #601 med kun 4 nyfødte. Til sammenligning bærer 4.627 danskere i dag navnet, hvilket afspejler, at det fortsat er et velkendt navn i befolkningen, bare ikke blandt de yngste årgange.

Irene har et klassisk og internationalt præg. Det er et af de navne, der genkendes på tværs af sproggrænser: på italiensk og spansk bruges det i samme form, på engelsk ligeledes, og i Skandinavien er det udbredt i både Danmark, Norge og Sverige. Det er et kort navn på blot fem bogstaver, og det har en rolig, vokalrig klang, som giver det en vis elegance uden at virke opstyltet. Forældre, der vælger Irene i dag, henter typisk inspirationen fra familietraditionen eller fra en bevidst sans for klassiske, lidt glemte navne med en stærk betydning.

Stavevarianter er sjældne, da Irene i de fleste europæiske sprog skrives på samme måde. Den ældre græske grundform Eirene bruges enkelte steder som alternativ stavemåde. Kortformen Rene forekommer som kaldenavn, og i Sydeuropa ses formen Irena, som også bruges i Polen og dele af Skandinavien.