Vilma

Vilma er en kortform af Vilhelma, som igen er den feminine pendant til det klassiske navn Vilhelm. Begge navne har rødder i oldtysk og er dannet af elementerne "wil" (vilje) og "helm" (hjelm eller beskyttelse). Vilma bærer dermed en betydning, der kan oversættes som "den beslutsomme beskytter" eller "den med stærk vilje". Kortformen Vilma opstod som et selvstændigt fornavn i det 19. og tidlige 20. århundrede og er i dag udbredt i en række europæiske lande, særligt i Skandinavien og Centraleuropa.

I Danmark var Vilma stort set fraværende som nyt navn i 1980'erne og 1990'erne, men ved årtusindskiftet begyndte det langsomt at vinde fodfæste igen. Fra blot 3 nyfødte i 2000 steg tallene støt år for år: i 2007 fik 35 piger navnet, og i 2013 nåede det op på 67 nyfødte og en placering som nummer 89 på ranglisten. Populariteten har fortsat siden da, med et foreløbigt højdepunkt i 2017, hvor 101 piger blev navngivet Vilma, og det nåede nummer 63. I 2024 er det placeret som nummer 45 med 129 nyfødte, hvilket gør det til et af de mere udbredte, kortere pigenavne i Danmark i disse år.

Vilma appellerer til forældre, der søger et navn med historisk substans og en klar, nem udtale. Det er kort (kun fem bogstaver), let at stave og fungerer godt på tværs af sprog og kulturer uden at miste sin karakter. Navnet har en varm og jordnær klang, der hverken føles gammeldags eller modepræget, men snarere klassisk med en frisk kant. Det bruges primært i sin grundform uden stavevarianter, selvom den fulde form Vilhelma fortsat forekommer i sjældnere tilfælde.

Navnet kendes fra en række skandinaviske lande og er særligt udbredt i Sverige og Finland ved siden af Danmark. Den svenske og finske brug af Vilma har sandsynligvis bidraget til navnets genoptagelse i det danske navnerum fra begyndelsen af 2000'erne. Beslægtede navne inkluderer Vilhelmina, Mina og Helma, men Vilma er i dag langt den mest brugte kortform herhjemme.