Anthon

Anthon er den gammeldanske variant af Anton, og stavemåden med et indskudt h har lange traditioner i Skandinavien. Navnet går tilbage til det latinske Antonius, der var navnet på en af Roms mest kendte slægter og siden spredte sig til hele den kristne verden via helgener som Antonius den Store og Antonius af Padua. I Danmark har formen Anthon været i brug siden middelalderen og optræder i kirkebøger og adelsslægter gennem århundrederne. Det er altså ikke en moderne opfindelse, men en bevidst historisk stavemåde.

I den danske navnestatistik har Anthon holdt sig som et lavfrekvent men vedvarende navn. Fra midten af 1990'erne steg interessen en smule: i 1998 og 1999 fik henholdsvis 11 nyfødte drenge navnet, og i 2009 nåede det sit foreløbige toppunkt med 17 nyfødte og en placering som #218 blandt alle drengenavne det år. Siden har tallet holdt sig stabilt lavt, og i 2024 er der registreret 6 nyfødte med navnet, svarende til en placering som #473. I alt bærer knap 380 danskere navnet i dag.

Anthon er et navn der sender et signal om klassisk dansk identitet og historisk bevidsthed. Det henvender sig til forældre der kender og holder af Anton, men ønsker en stavemåde der skiller sig ud og peger tilbage på navnets ældre, nordeuropæiske form. Navnet er let at udtale for danskere og udlændinge, og det er hverken gammeldags eller ultramoderne, men befinder sig i et roligt mellemrum mellem tradition og originalitet.

Den nært beslægtede form Anton er langt mere udbredt i Danmark og ligger konsekvent i top 50 blandt drengenavne. Andre varianter i samme navnefamilie tæller Anthony (den engelske form) og Antonio (den italienske og spanske form). Anthon med h er dog den form der særligt kan kaldes dansk og skandinavisk, og den er fortsat godkendt og veletableret i det danske navneregister.