Waldemar

Waldemar er et germansk navn sammensat af elementerne "waldan" (at herske, regere) og "mari" (berømt, navnkundig). Betydningen kan oversættes som "den berømte hersker". Navnet er beslægtet med det slaviske Vladimir og kom til Skandinavien i middelalderen, hvor det hurtigt blev knyttet til kongemagt og fyrstelig status. I Danmark er det uløseligt forbundet med fire middelalderlige konger, heriblandt Valdemar den Store (1131-1182), der samlede et splittet rige, og Valdemar Sejr, der regerede i Danmarks storhedstid i begyndelsen af 1200-tallet.

Stavemåden Waldemar med W er den tyske og internationale form, mens den danske variant Valdemar traditionelt skrives med V. Begge former bruges i Danmark i dag, og valget af W-stavemåden signalerer ofte en bevidst historisk eller kosmopolitisk reference. Navnet tæller 8 bogstaver og har den brede, melodiske udtale med tryk på første stavelse, som giver det en naturlig værdighed.

Ser man på popularitetsudviklingen, var Waldemar i det meste af 1990'erne og frem til år 2001 næsten ikke i brug blandt nyfødte ifølge Danmarks Statistiks tal. Fra 2002 begyndte navnet så småt at vende tilbage, og fra 2007 og frem tog genopblomstringen for alvor fart med 13 nyfødte det år. Toppen blev nået i 2013 med 26 nyfødte og en rangering som nr. 174 blandt drengenavne. Siden da er antallet gradvist aftaget, og de seneste år ligger det på 7-8 nyfødte om året, svarende til en placering omkring nr. 430. Det er altså et navn, der i dag bæres af knap 400 danskere i alt.

Waldemar appellerer typisk til forældre, der søger et navn med historisk substans og en klar dansk identitet, uden at det er slidt af overdreven brug. Det er hverken et modenavn eller et helt ukendt navn, men befinder sig i det segment af klassiske navne, der bliver valgt med omhu og bevidsthed om historien bag. Som mellemnavn fungerer Waldemar desuden godt sammen med kortere fornavne, netop fordi den lange form giver rytmisk tyngde.