Mina

Mina stammer oprindeligt fra germanske sprog som en kortform af længere navne som Wilhelmina og Hermina. Det germanske rod-element "wil" betyder vilje, mens "helm" betegner hjelm eller beskyttelse, og tilsammen giver de en betydning i retning af stærk vilje og beskyttelse. Navnet bruges dog i dag langt oftest som et selvstændigt fornavn og ikke blot som en forkortelse. I persisk har Mina sin helt egen oprindelse, hvor det betyder "safirblå" eller "blå emalje", og det bidrager til navnets internationale udbredelse.

I Danmark har Mina haft en interessant udvikling. Gennem 1980'erne og 1990'erne var det yderst sjældent med under ti nyfødte om året, men fra årtusindskiftet begyndte interessen at stige stille og roligt. Vendepunktet kom i 2010'erne, hvor navnet oplevede sin hidtil største popularitet: i 2013 og 2014 blev det givet til henholdsvis 34 og 36 nyfødte piger, og det nåede en placering som nummer 142 og 143 på ranglisten. Siden er antallet faldet en smule, og i det seneste år er 19 piger blevet navngivet Mina, svarende til en plads som nummer 233.

Mina er et kort navn på kun fire bogstaver, og det er noget af det, der giver det sin særlige appel. Det er let at udtale, let at stave og fungerer godt på tværs af sprog og kulturer, hvilket gør det attraktivt for familier med blandet baggrund. Navnet har en rolig og enkel klang, der hverken er gammeldags eller modepræget, men placerer sig et sted imellem det klassiske og det mere nutidige.

Stavevarianter som Minna (med dobbelt-n) kendes fra finsk og nordisk tradition og er et beslægtet, men separat navn. Mina forekommer desuden i arabisk sammenhæng, ligesom det bruges i japansk som et rent lydmæssigt navn med forskellig betydning afhængigt af de anvendte skrifttegn. Den brede internationale forekomst gør Mina til et af de navne, der krydser kulturgrænser uden at miste sin enkelhed.