Dina

Dina er et hebraisk pigenavn, der stammer fra det bibelske navn Dinah, som bæres af Jakob og Leas datter i Det Gamle Testamente. Betydningen knyttes til det hebraiske ord for "dom" eller "retfærdiggjort". Navnet har spredt sig fra den bibelske tradition ud i mange europæiske sprog, og i dansk sammenhæng har det været i brug i flere århundreder. Det kendes desuden som en selvstændig form, der ikke altid opfattes som direkte bibelsk, men blot som et melodisk og enkelt kvindenavn.

I Danmark var Dina tydeligst udbredt gennem 1980'erne og frem til midten af 2000'erne. Mest populært var det i 1985 og 2002-2004, hvor det lå omkring rang #130-145 blandt nyfødte piger og blev givet til 30-36 børn om året. Fra midten af 2000'erne begyndte interessen at aftage gradvist, og fra 2016 og frem er antallet af nyfødte med navnet faldet markant. I 2024 blev der registreret blot 7 nyfødte med navnet, svarende til en placering som #431. Der er i dag knap 1.800 danskere, der bærer Dina som fornavn.

Dina er et kort navn på kun fem bogstaver, og det giver det en lethed og enkelhed, som mange forældre sætter pris på. Det er nemt at stave, nemt at udtale på tværs af sprog og falder naturligt i både dansk og international sammenhæng. Stilen er diskret og klassisk uden at være gammeldags, og navnet bæres i dag primært af kvinder i alderen 20-50 år. Det beslægtede navn Dinah bruges i engelsksprogede lande og i bibelske sammenhænge, mens den kortere form Dina er den klart foretrukne variant i Norden.

Som pigenavn placerer Dina sig i en kategori af korte, nordisk-klingende navne med dybe historiske rødder. Det minder lydligt om navne som Nina, Lina og Tina, men har sin egen særlige karakter takket være den bibelske tilknytning og den hebraiske oprindelse. Selvom navnet i dag bruges sjældnere end for to-tre årtier siden, er det velkendt og umiddelbart genkendeligt for de fleste danskere.